Sidste efterår begyndte Jørgen Gram fra Haderslev UL Flyveklub at planlægge turen til dette års AERO Messe i Friedrichshafen, og det viste sig, at vi kunne samle 16 piloter til turen.
Jeg har glædet mig meget til turen, og det er der sikkert andre, der også har gjort. Hva´ skulle jeg nu specielt se, når vi kom på udstillingen, der skulle jo ligesom også være et formål med det hele.
Jeg kunne selvfølgelig vælge at gå en tur fra den ene ende, til den anden og lade indtrykkene bundfælde sig. Men så var det jeg læste i avisen om den heldige vinder af den store gevinst og så gjorde jeg noget, som jeg normalt ikke gør, jeg købte en skrabe lod og lovede mig selv, at jeg ikke ville se efter, om jeg havde vundet, før jeg kom hjem fra Friedrichshafen.
Så kunne jeg jo lege lidt med drømmen om den store gevinsten på flyudstillingen, det kunne jo næsten betragtes som ”rettidig omhu” … ja Ok, måske ikke helt, men næsten.
En tosset ide ? …Eller ? …For hvor mange af os ”flyve nørder” har ikke leget med tanken om den store gevinst, når øjnene faldt på sådan et drømme-flyvejern, enten det er ”Heavy-metal” eller Ultralet det drejer sig om.
Torsdag d.14. april mødtes vi så i Hamborg lufthavn, Terminal 1 kl. 7.30. De fleste af os kendte hinanden på forhånd, men enkelte nye ansigter var der dog i mellem, og det er jo herligt, når man møder nye mennesker med samme interesser, og snakken gik da også livligt.
Alle havde forventninger til hvad de nu skulle se af nyheder på messen, og mens turboproppen på DASCH 8'eren snurrede livligt på vejen til Friedrichshafen, blev der snakket på tværs af svæveflyver-, ultralet- og motorflyverinteresser.
Lidt før middag blev vi sluppet løs på den store udstilling, som er fordelt på 12 haller og et udendørs område. Vi var nogle stykker som startede i hallerne B1, B2 og B3, det er her de fleste Ultralet / LSA / VLA fly er udstillede, det var jo ligesom også her pengene ”fra skrabeloddet” skulle bruges! …Hvis, jeg var heldig.
Der mødte os en fantastisk flot udstilling, hvor en række af flyproducenter udstillede det ene flotte fly ved siden af det andet.
Gyro-copter dillen har bredt sig, siden vi besøgte messen for to år siden. De modeller der var udstillede i år, var med lukket kabine og bar præg af, at der er foregået en enorm udvikling inden for disse maskiner.
Vi vil sikkert se maskiner af den type på vore pladser i løbet af kort tid, interessen for dem var stor, også blandt turdeltagerne fra det Sønderjyske..
Flyproducenterne fokuserer meget på den Amerikanske LSA klasse, som jo ikke er på tapetet herhjemme endnu, og det resulterer i, at tom-vægten på mange af de udstillede fly lå lidt for højt i forhold til kravene herhjemme, hvor BL 9-6 (den BL, der regulerer flyvning med Ultralette fly i Danmark) kræver en nyttelast på 175 kg i et 2 sædet fly, ved en maksimal start vægt på 450 kg. En lidt kringlet måde at sige, at tomvægten ikke må overstige 275 kg, ved fly, der fra fabrikanten har en maksimal startvægt på 450 kg.
På jysk vil jeg sige, at det er lidt træls, at fabrikanterne ikke har taget den udfordring op, der havde ligget i at fastholde den lave tomvægt og dermed muligheden for at flyve Ultralet i disse fly, jeg mener godt det kunne have ladet sig gøre for flere af de flys vedkommende, der var på udstillingen.
I stedet har man set sig blind på LSA og dermed den forøgede vægt, som det tillader. Den forøgede maksimale startvægt vil naturligvis også kræve en kraftigere struktur, hvilket igen forøger tomvægten osv.
Men problemstillingen kan selvfølgelig ses fra flere sider, og jeg kan godt følge de fabrikanter, der ser en chance for at sælge ”et bundt” fly til det Amerikanske marked med muligheden for at øge styktallet på fabrikken der hjemme, her tælle vores lille marked ikke meget.
Hvornår der så kommer en harmonisering af reglerne UL /LSA /VLA /ELSA kan jeg ikke se i krystal kuglen, men måske den trænger til at blive pudset.
Nu skal jeg nok lade være med at fordærve den gode stemning, der var nemlig også fly, som kunne indregistreres i Danmark, med på Messen.
Her tænker jeg bl.a. på CT, C42, Savanah, Atec Faeta, Evektor og Skylane.
Flyet Skylane er ikke kendt her i nabolaget, selv om dette højvingede fly, der i design, ligner Cessna meget, har masser af plads til os nordboere og med en tomvægt langt under de 275 kg.
Måske var det her skrabeloddet skulle bruges, hvis altså?
Den nye C52 var også et godt bud på et driftsikkert fly, vi kender jo C42 og den nye model ser ud til at være fuld af forbedringer, så det bliver spændende at se den på de hjemlige græsgange, når de første kommer hertil, hvis vægten holder?
Men udstillingen havde rigtig mange bud på innovative menneskers opfindsomhed og snilde for at udleve deres fascination for flyvning, og så længe fascinationen stadigvæk er der, vil der også være grobund for fritidsflyvning.
For os, der var af sted på turen, var det en af de oplevelser, der giver næring til vores interesse for flyvning, hvilken form den så måtte have.











Og hvordan gik det så med den store gevinst? Ja lige ved og næsten, men ingen gevinst denne gang.
Men skrabeloddet bliver lagt ind i dagbogen til minde om to dage med drømme om fly i alskens farver og former og GPS, I-Pads, EFIS, MFDs, en nydelige stjerne motor på 24 Hk, Turboprops til ”hjemmebrug” o.s.v. og hyggelige timer i nye og gamle flyvevenners lag …så der var vel gevinst alligevel!
Venlig Hilsen
Chr. Iver